Hjem Læseliste Galleri Arkiv

Tysk mad

Af Eja. Maj 2, 2025
Et billede af Kaiserschmarrn.

Tyskland har nogle retter, som jeg ikke er stødt på i Danmark. Her er en liste med mine favoritter, ikke i bestemt rækkefølge:
  • Kaiserschmarrn
  • Käseauflauf
  • Knödel
  • Käsespätzle
  • Spätzle med pesto eller spinat
  • Lasagnesuppe
  • Käsesuppe
  • Quark dessert (med mandarin og vanilje)
  • Käse-Lauch Suppe (med hakkekød)
  • Schupfnudeln med porre og hakkekød
  • Flammkuchen
Nogle af disse retter kan også findes i andre lande end Tyskland.


Sjove fakta om Tyskland

Af Eja. Maj 2, 2025
Billede af Horstmannsteg i Hennef.

Mens jeg har været i Tyskland har jeg oplevet, hvad efter mine erfaringer er anderledes end i Danmark.

Her kommer et par sjove fakta om Tyskland - fra det område af Tyskland jeg er i - i forhold til Danmark:

1. Min værtsfamilie og jeg havde her forleden et aha-øjeblik, da vi kom ind på emnet popkorn. I Danmark spises popkorn for det meste med salt på. Nu har jeg erfaret, at popcorn her normalt spises med sukker på. Det var jeg så nødt til at prøve og jeg kan nu sige, at jeg stadig foretrækker popkorn med salt på. Popcorn med sukker smager ikke dårligt - det er trods alt stadig sukker - men jeg foretrækker stadig popkorn med salt på. ;-)

2. Uden på alle vinduer hænger såkaldte 'Rolladen', ...
som er ligesom mørklægningsgardiner, men bare på ydersiden af vinduerne. De rulles ned hver aften, og om morgenen rulles de op igen. Om sommeren er de med til at holde huset koldt - og om vinteren huset varmt. Derudover gør de det det også lidt sværere at begå indbrud. Her er et billede:

3. I Tyskland har de et mejeriprodukt, der kan sammenlignes med skyr; Quark. Quark havde vi også tidligere i Danmark, og det er i Tyskland et normalt madlavnings- og bageprodukt. Det kan bruges i retter og til desserter. Hvad jeg synes er rigtig lækkert er en quark dessert. Den kan også laves med skyr. Her er en opskrift (på tysk).

4. I Tyskland er der officielle svømme- og sportsmærker, man kan tage. Man kan tage dem på tre forskellige niveauer; bronze, sølv og guld. Vil man for eksempel arbejde i militæret eller politiet er det oftest obligatorisk, at man har taget disse beviser. Unge såvel som voksne kan tage beviserne, og de tages som regel i slutningen af 13 klasse. Her er en tabel over, hvad man skal gøre for at få mærkerne. (På tysk og efter mærkerne i 2025)

5. Jeg kan ikke sige om det gælder for hele Tyskland og hele Danmark, men her i Hennef har jeg lagt mærke til, at det er normalt at sige godmorgen og goddag, når man går forbi folk på gaden. Det har jeg ikke i samme grad oplevet hjemme i Danmark, men jeg kan let forestille mig at det ikke er sådan overalt i Danmark. En venlig hilsen er en god måde at starte dagen på.

6. Tyskland har også nogle retter, som jeg ikke er stødt på i Danmark. Jeg har også skrevet et indlæg over tysk mad, som kan læses her.

7. I Danmark har vi i folkeskolen som regel dansk-, engelsk- og tysk undervisning. I Tyskland har de tysk og engelsk – og så skal man vælge, om man fra syvende klasse vil have fransk eller latin.

Nu har du et par små sjove fakta om Tyskland. ;-)


Læseliste

Af Eja. Mar 28, 2025
Billede af en gade i Hennef.

Jeg kan godt lide at læse bøger og tænkte, at jeg ville dele forslag til bøger som jeg synes er gode. Her er min nye læseliste.

Karneval – hvad er det?

Af Eja, Feb 27, 2025
Billede af en gruppe karnevalister.

Helt officielt begynder det såkaldte karneval den 11.11 klokken 11:11 og fortsætter indtil begyndelsen af marts. Karneval bliver for det meste fejret i og omkring forbundslandet Nordrhein-Westfalen, i den vestlige del af Tyskland. ...


Karneval er hvert år en rigtig stor begivenhed, hvor optog går gennem byerne, der bliver spillet høj karnevalsmusik, og hvor folk uden udklædning er de skøre. Karneval er for mange her lige så stort som julen. I store stadioner bliver der optrådt med kostumer, sang og dans, hvor publikum selv medbringer deres mad – specielt Berlinere – og hvor der bliver drukket en masse.

Karneval minder på mange måder om vores fastelavn, blot at de fejrer mere end blot en dag.

Hvorfor fejrer man karneval?

Karneval bliver fejret før den såkaldte fyrre dages lange fastetid, som er med til at forberede påsken. Det moderne karneval blev født i Köln i år 1823, men før da har der været mange forskellige slags byfester, der minder meget om karneval. Karneval er specielt stort i byerne Köln, Düsseldorf og Mainz.

Rosenmontag

Rosenmontag falder hvert år på mandagen før Aschermittwoch. I år er Rosenmontag den 3 marts. Over karneval er der forskellige specielle dage, der bliver fejret, for eksempel Weiberfastnacht og den førnævnte Aschermittwoch. Rosenmontag er for mange karnevals højdepunkt. Selvom Rosenmontag ikke er en lovpligtig helligdag, giver mange arbejdsgivere deres ansatte fri, så de kan fejre Rosenmontag. Der bliver optrådt i byerne, og karnevalstoge – eller parader går gennem byerne.

På Rosenmontag bliver mange gader spærret og kun brugt af brandvæsnet. Også mange busser kører ikke, da gaderne er fulde af optog. Kommer man til en by som Köln er priser på hoteller også betydeligt dyre i denne periode.

Karneval er en tid fuld af fest og farver. Skulle du komme forbi, så husk et kostume. ;)


Mit første blogindlæg

Af Eja. Feb 23, 2025
Jeg vil starte med at sige hej. ...
Dette er mit allerførste blogindlæg, her på min lille blog. Jeg har i et stykke tid gået og tænkt over, hvad jeg ville skrive, og hvordan jeg ville have denne side til at se ud. Jeg er stadig ikke helt tilfreds med udseendet, men nu spriger jeg ud i det. - Jeg kan jo altid ændre udseendet på et senere tidspunkt.

Jeg har selv kodet denne lille blog, ved brug af HTML og CSS. Lige nu er det helt basis, det kode jeg har skrevet - og det ligner nok en klump spaghetti for mere erfarende ;) Senere håber jeg på at kunne gøre det nemmere for mig selv, når jeg lærer nye ting.

Hvad jeg kommer til at skrive om på denne side, det ved jeg ikke helt endnu. Jeg tror jeg kommer til at skrive om forskellige emner, der interesserer mig. Så nu vil jeg byde dig velkommen, tak fordi du er her.


Arkiv

Se ældre blogindlæg her ⇨

Velkommen

Pænt goddag. Jeg hedder Eja.
Her på denne side skriver jeg om alt mellem himmel og jord, der interesserer mig.

Læseliste

Mangler forslag til en god bog? ⇨

Arkiv

Se ældre blogindlæg her ⇨